Britiske Steven Isserlis kan producere cellolyd uden hørbar forbindelse til noget andet. Svævende, ærterisk og lydfrit flyger sonaterne af Bach, Handel og Scarlatti, alle årgang 1685—værker skrevet for det lille celloinstrumnent gamben, men spillet på cello. Isserlis har skiftet strålstrengene ud med er sær af tarm, men trods den runde, mindre lyd er det t.eks. i Bachs store G-dur-sonate, som om Isserlis ikke har rigtig fat i musikken. Hører man til dem, der godt kan lide friktion og livgivende klangkrydderier, må man købe andre versioner. Til gengæld giver Isserlis med sin ubseværede spillestil sonaterne et godt drev, mens Richard Egarrs cembalospil desværre mest er noget, der kører i baggrunden. Og på den måde bliver den ellers så farvertige musike endimenisionel i længden.
Henrik FriisPolitiken, Denmark