Storkene fik udbetalt en bonus i 1685, fordi deres leverancer var af så høj kvalitet, siger cellisten Steven Isserlis med et grin. På Ugens Album spiller han musik af Bach, Händel og Scarlatti, der alle blev født 1685. Det var en stor årgang i musikkens historie.
Musikken på Ugens Album er oprindeligt skrevet for gambe. Gamben var forgængeren for den moderne cello. Mere spinkel og med en sartere, mere gennemsigtig klang. Steven Isserlis nærmer sig gambens udtryk ved at sætte tarmstrenge på sin cello i stedet for at bruge moderne stålstrenge—og ved at spille så elegant. Han er en virkelig delikat musiker.
Bach fylder mest på Ugens Album, for han efterlod sig tre store gambesonater. De er komponeret omkring 1740, da han var en moden herre i 50'erne. Sonaterne er raffineret musik, for de to musikere skal gøre det ud for tre: Cembaloets højre og venstre hånd repræsenterer nemlig to forskellige stemmer, og med cellostemmen oveni bliver musikken derfor ikke en duo, men en trio.
Sonaterne af Händel og Scarlatti følger en mere almindelig barokpraksis. Her bliver melodien spillet af celloen, og cembaloet lægger akkorder til. Men kan man kalde et album for Gambesonater, når det slet ikke er en gambe, man hører? De tre store komponister fra årgang 1685 ville ikke have bekymret sig. På deres tid var man ikke bleg for at arrangere musikken om efter de instrumenter, der var til rådighed. Og de ville have elsket at høre det følsomme og perfekte spil af Steven Isserlis og cembalisten Richard Egarr.