Stephen Hough kan det meste ved tangenterne. Men på et nyt album med kammermusik for cello og klaver, som den britisk-australske musiker har lavet med cellisten Steven Isserlis, virker det, som om Hough med vilje har fjernet sig fra tangenterne og alle de kendte greb, de nemt lokker en erfaren pianist til at genbruge. Med en titel stjålet fra Beethoven er Houghs egen sonate for cello og klaver ’Les adieux’ en traditionel sonate i tre satser. Hvis man vil, kan man finde ekkoer af komponister som Janacek, men musikken står alligevel på egne ben. Og hvis den er virtuos, så ligger det virtuose i, at Hough i traditionen fra blandt andre Ravel har valgt den udfordring at skrive kun for pianistens venstre hånd.

Ravel gjorde det i en klaverkoncert, fordi pianisten Paul Wittgenstein mistede højre arm i Første Verdenskrig. Man kan høre ham spille den på YouTube. Stephen Hough får det overraskende, men oplagte ud af sit valg—eller fravalg, skulle man måske sige—at celloen og klaveret bliver ligestillede partnere. I stedet for melodi med akkompagnement hører man to musikere, der følges, imiterer og kommenterer hinanden. Det er en interessant og følelsesbåret sonate, der ikke skyr det melodiske, men som finder sit eget udtryk.

Sat sammen med to af romantikkens mest ekspressive værker, Griegs cellosonate I amol og Mendelssohns I D-dur, er dette blevet et kammermusikalbum, der løfter sig over så mange andre.

Politiken, Denmark