Han forvandler det banale til genialiteter og passer med sin kontante tilgang perfekt til den opmærksomheds-udfordrede lytter anno 2016.

Domenico Scarlatti levede samtidig med Bach, Händel og Vivaldi, men står ærgerligt nok ofte lidt i skyggen af dem, og han huskes primært for sine 555 (!) sonater for tasteinstrumenter.

Manden blev født i Napoli, men bosatte sig senere i Portugal og de sidste 25 ar af sit liv på spansk grund. Han komponerede sandsynligvis sonaterne til sin bedste klaverelev og velgorer, den portugisiske prinsesse Maria Barbara, der blev dronning af Spanien og havde Scarlatti i sin tjeneste i årtier. Der er store huiler i vores viden om ham, kun en brøkdel af sonaterne blev publiceret i hans levetid og meget få eksisterer i dag som manuskriptnoder.

Den canadiske pianist Angela Hewitt har kastet sig over et udvalg på 16 styks pa nærvœrende cd, der hver især gennemsnitligt varer 4-5 minutter. De er todelte i form, meget homofone, går til stalet med det samme og perler af liv. Der er intet germansk grubleri over dem, selvoalvor og eftertænksomhed forekommer. Men Scarlatti er handlingens mand og kombinerer en gave for charmerende og bundsolide melodier med et fantastisk drive. Instrumental barokmusik har en tendens til blive en kende monokrom, det er dog ikke tilfældet med Scarlatti, hvor hver sonate visker tavlen ren og pibler frem som en frisk kilde. Den iberiske musikkultur høres blandt andet i form af efterligninger af guitarens hurtige akkordbrydninger og mandolinens tremolerende toner som i Sonate id-mol Kk141, hvor hans italienske baggrund skinner igennem med virile danse og en drømmende naivitet forvarsler Robert Schumann et helt århundrede senere.

Angela Hewitt er særligt kendt for at spille Bach, som hun trakterer lidt for tørt til min smag, men Scarlatti finder hun langt mere sanselighed i. Det er også, som om hun I sin tilgang springer nogle årtier af musikhistorien over og forfriskende nok nærmer sig den tidlige Beethoven mere end C.P.E. Bach og Haydn.

Sammenligner vi med lvo Pogorelichs, indspilning fra 1993, som får mere dybdeperspektiv og dynamiske schatteringer ud af sonaterne, så går Hewitt en anden vej, som måske ikke indeholder ligeså mange detaljer, men ikke desto mindre er stærkt engagerende.